
Foto: Arsenal FC
Arsenal FC har fredag bekræftet, at Willian skifter til klubben fra Chelsea FC på en fri transfer. Han har fået en treårig kontrakt.
Brasilienske Willian havde kontraktudløb med Chelsea FC denne sommer. Det betød, at han var fri til at finde en ny arbejdsgiver.
Den har han nu fundet, og han bliver i London. Han har nemlig skrevet kontrakt med Arsenal FC.
Willian har skrevet under på en treårig kontrakt med The Gunners, og han får nummer 12 på ryggen.
“Jeg tror, han er en spiller, der virkelig kan gøre en forskel for os. Vi har haft ham i søgelyset de seneste måneder, da vi havde et klart ønske om at forstærke os på den offensive midtbane og på kanterne,” siger manager Mikel Arteta til klubbens hjemmeside.
32-årige Willian nåede at spille 339 kampe for Chelsea med 63 scoringer og 56 assists til følge.
Willian: Alt er vidunderligt
“Jeg kan godt lide spillestilen, og alt er vidunderligt – stadion, og jeg tror, at Arsenal med Mikel Arteta har fantastiske chancer for at kæmpe med om titler i Premier League og Europa, så jeg er virkelig glad,” siger Willian til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Jeg glæder mig til at komme i gang og kan ikke vente med at komme på banen og hjælpe mine holdkammerater og klubben til at shine igen. Det er det, jeg vil.”
“Da jeg snakkede til Mikel Arteta, var samtalen god, og han gav mig selvtilliden til at komme til Arsenal. Han sagde en masse gode ting til mig, og det er derfor, jeg er kommet til Arsenal.