
Foto: Dejan Obretkovic
Angriberen Jonas Wind har i dag forlænget sin kontrakt med FC København, så den nu gælder frem til sommeren 2025.
FC Københavns 21-årige angrebsprofil, Jonas Wind, har tirsdag sat sin signatur på en kontraktforlængelse med klubben.
Den nye kontrakt løber helt frem til sommeren 2025.
“Den nye kontrakt er også en anerkendelse fra begge parters side. Det er en anerkendelse af, at Jonas har taget de skridt, vi håbede, han ville tage. Og så er det en anerkendelse af, at Jonas synes, vi er det rigtige sted for ham at udvikle sig,” siger manager Ståle Solbakken til FC Københavns hjemmeside og tilføjer:
“Nu er Jonas kommet tilbage stærkere, mere fit og faktisk også lidt hurtigere end før skaden – uden at det siger så meget! Han har spillet 10-12 kampe og har set forrygende ud i opstarten, både på træningsbanen og i kampene. Han har et stort FCK-hjerte, og vi glæder os over forlængelsen, som både giver os og Jonas ro.”
Wind kom til FCK som 13-årig og han har hidtil spillet 54 kampe og nettet 18 gange.
Ståle: Wind skal sætte salgsrekord
“Det handler om, at Jonas selvfølgelig har gjort sig fortjent til en større kontrakt i takt med de præstationer, han har lavet. Og så handler det om, at vi har lagt en langtidsplan for Jonas, hvor vi nu ikke kommer i tidsnød. Planen er i hvert fald, at Jonas skal spille i FCK de næste to år, forklarer Ståle Solbakken og uddyber:
“Hvis vi ikke havde lavet den forlængelse, havde vi haft dårligere tid. Jonas ser selv, at han kan udvikle sig yderligere hos os. Men selv om planen er, at han mindst skal være her to år mere, så ved alle, at det kan ende med at blive et år eller tre år.”
“Men nu har vi en plan og en forankring i FCK, hvor Jonas skal være en central spiller for os. Det er han allerede, men vi forudser, at han bliver endnu mere central og kan udvikle sig i den rolle, han spiller – og blive en kæmpe spiller for FCK, samtidig med at vi også satser på at kunne sætte en slags salgsrekord, når den tid kommer.”
Wind: Vi har lagt en god plan
“Det er en stor ting, synes jeg. Vi har lagt en god plan nu, og fremtiden er her i København, og det er rart at få sat ekstra tid på min aftale,” siger Jonas Wind og fortsætter:
“Vi går en spændende fremtid i møde i FCK, og det ser jeg virkelig frem til at være en del af. Nu har jeg ro på, og jeg vil gerne ud og spille en hel sæson, hvor jeg kan vise, hvad jeg kan med en masse gode præstationer efter hinanden og få lavet en masse kasser.”
“Jeg er stolt og glad over, at jeg er en del af FCK og fremtiden her. Det har hele tiden været det, jeg gerne ville, og jeg har ikke travlt med at komme nogle steder.”
“Jeg er mega glad for at være her, og det er super dejligt, at klubben også er glade for at have mig og ser mig som en vigtig del af fremtiden. Det giver mig et endnu større ansvar, og jeg skal forhåbentlig udvikle mig til at blive en ledende spiller i klubben og vinde nogle mesterskaber.”