FC København har i dag solgt navnerettighederne til Parkens C-tribune til Carlsberg. Aftalen gælder i fem år.
I sommer indgik FC København og Carlsberg en aftale omkring hovedsponsorat, men bryggeri-giganten har nu styrket deres position yderligere.
I de næste fem år vil C-tribunen i Parken hedde Carlsberg. Aftalen glæder direktør Anders Hørsholt.
“Vi er stolte af at have Carlsberg som hovedsponsor i FC København. Og aftalen, som vi indgik i sommer, bidrager positivt til, at vi kan indfri vores høje sportslige målsætninger og ambitioner,” udtaler Anders Hørsholt i en pressemeddelelse og fortsætter:
“Det er samtidig meget glædeligt, at vi i dag kan løfte sløret for, at Carlsberg som en del af vores indbyrdes aftale gør deres entré på C-tribunen som tribunesponsor. Sammen med Carlsberg har vi spændende planer for, hvordan denne del af hovedsponsoraftalen skal komme fansene på C-tribunen til gode.”
Tidligere på måneden blev navnerettighederne til B-tribunen solgt til Unibet. Dermed mangler kun A-tribunen en ejermand, eftersom Superbest-tribunen fortsat bevarer sit navn.