Napoli-lejesvenden Pepe Reina forventer bestemt ikke, at vende tilbage til sin engelske arbejdsgiver, Liverpool, når lejeaftalen udløber.
Den spanske målmand, Pepe Reina, var igennem mange sæsoner det foretrukne valg i Liverpools mål.
Men efter at man forstærkede sig med Simon Mignolet, blev den aldrende keeper udlejet til italienske Napoli.
Reina regner bestemt ikke med, at han atter vender tilbage og vogter målet for englænderne.
“Nej. Lige for tiden er det svært for mig at forestille mig som Liverpool-spiller igen næste år. De har en yngre målmand i Simon Mignolet, og manageren foretrækker ham frem for mig,” forklarer Pepe Reina ærligt til Daily Mail og fortsætter:
“Det er derfor, at jeg befinder mig her (i Napoli, red.), og han er også i klubben næste år. Der er intet, der taler for, at jeg skulle blive Liverpool-målmand igen, men vi må se, hvad fremtiden bringer. Indtil videre har dette skifte været godt for mig, og jeg fortryder ikke, hvad der skete. Jeg ville bare have foretrukket at tage afsked på en anden måde.”
“Det kom som en overraskelse. Det var Liverpools beslutning. Jeg var selv på ferie og havde intet fået at vide. Pludselig kontaktede Napoli mig og sagde, at de var enige med Liverpool om at leje mig, og to dage senere ringede Liverpool og gav mig samme meddelelse.”
31-årige Pepe Reina, der bærer det fulde navn José Manuel “Pepe” Reina Páez, har først kontraktudløb med Liverpool i sommeren 2016, mens hans lejeaftale med Napoli løber hele indeværende sæson.