
Foto: shutterstock.com
Det var uden tvivl en bombe for de fleste, da Zinedine Zidane i går meddelte, at han stoppede øjeblikkeligt i Real Madrid.
Nu bliver der spekuleret i, hvem der skal erstatte ham. For kort tid siden underskrev Mauricio Pochettino en kontraktforlængelse med Tottenham for de næste fem år.
Men det afholder ham ikke fra at være det varmeste navn i øjeblikket. I både engelske og spanske medier bliver Tottenham-manageren Mauricio Pochettino nævnt som førsteprioritet hos Real-præsidenten Florentino Perez.
Og direkte adspurgt om det ledige trænersæde i Kongeklubben, svarer Pochettino således:
“Jeg lever i nuet. Der er ikke noget, der er vigtigere end det. Jeg nyder det, der sker, og så må der ske, hvad der skal ske,” siger Mauricio Pochettino til den spanske avis AS og uddyber:
“Jorge Griffa (argentinsk eks-storspiller, red.) har engang sagt til mig, at jeg skal lade fodbold tage mig, hvorhen det vil. Jeg skal ikke prøve at ændre min skæbne,” siger Pochettino.
Det koster angiveligt Real Madrid 350 millioner kroner, hvis Pochettino skal købes fri af sin kontrakt.
Blandt andre mulige træneremner har Arsene Wenger, Joachim Löw, Jürgen Klopp og Guti været nævnt.