Paul Pogba kalder det en drøm at spille for Real Madrid, men indtil videre fokuserer han på Manchester United, som endnu ikke har tilbudt ham en forlængelse.
Den 27-årige midtbanestjerne Paul Pogba har under et år tilbage af sin kontrakt med Manchester United, der dog har en option om at forlænge aftalen med yderligere en sæson.
Ifølge Sky Sports fortæller Pogba nu, at der endnu ikke har været forlængelse på tale, og han åbner samtidig op for sin drøm om at spille i La Liga-giganten Real Madrid.
“Alle fodboldspillere ville elske at spille for Real Madrid. Det er en drøm for mig, så hvorfor ikke en dag,” udtaler Paul Pogba og fortsætter:
“Jeg er i Manchester, og jeg elsker min klub. Jeg spiller i Manchester, jeg har det sjovt og jeg vil gøre alt for at få klubben tilbage, hvor den fortjener at være. Jeg vil yde mit maksimale ligesom mine holdkammerater,” fastslår han.
Samtidig siger han, at der nok vil komme et tidspunkt, hvor klubben vil snakke med ham og måske tilbyde ham noget. Eller måske ikke.
“Indtil videre er der ikke sket noget. Jeg kan ikke fortælle noget, jeg ikke ved,” fortæller Pogba ifølge Sky Sports.