Tidligere i dag meddelte Flemming Povlsen, at han forlader trænerteamet i Silkeborg IF. Afskedigelsen sker nogle måneder før hans kontrakt oprindeligt ville udløbe.
Flemming Povlsen har været en del af Silkeborg IF’s trænerteam siden februar måned 2010.
Men i dag blev det offentliggjort, at han forlader stillingen et par måneder før hans kontrakt oprindeligt udløb.
“Naturligvis kommer jeg til at savne drengene, men jeg har været længe nok i gamet til at vide, at det er bedre at komme videre eller stoppe, imens gejsten og udviklingen føles på toppen. Derfor siger jeg tak for nu, et par måneder før ellers planlagt,” forklarer Povlsen ifølge klubbens hjemmeside.
Silkeborg skal nu på jagt efter en afløser for Povlsen.
“Flemming og jeg har kendt hinanden i en del år efterhånden, og han er en mand med hjertet på rette sted. Så når han har følelsen af, at det vil være bedre for ham selv og os, at vi giver hinanden plads et par måneder før forventet, ja, så er det fordi, han har tænkt sig rigtig godt om,” fortæller sportschef i Silkeborg, Peder Knudsen.
Povlsen vil fremover fortsætte med sine opgaver som fodboldkommentator på TV, samt som sportschef på Hessel Gods Fodboldkostskole.