London-klubberne Arsenal, Chelsea og Tottenham jagter alle den blot 11-årige Charlie Patino, der spiller for Luton Town.
Trods sine blot 11 år er Charlie Patino havnet i søgelyset hos tre af de allerstørste Premier League-klubber, nemlig Arsenal, Chelsea og Tottenham.
London-trioen forsøger nemlig ifølge Daily Mail at lokke den purunge midtbanespiller til deres respektive ungdomsakademier, hvilket vil koste cirka 100.000 kroner i udviklingspenge til talentets nuværende klub Luton Town.
Herfor er det nu op til Charlie Patino selv at beslutte, hvor han vil spille fodbold fremadrettet.
”Vi vil bare det bedste for Charlie og give ham den bedste chance for at blive professionel fodboldspiller, hvis det er det, han gerne vil,” siger den 11-åriges far Julio Patino til Daily Mail og fortsætter:
”Han er en dedikeret knægt. Han arbejder hårdt i skolen, får gode karakterer og bruger maser af tid på fodbold. Han elsker det.”