Rafael van der Vaart kan stå foran et eventyr i USA, hvor MLS-klubben, Sporting Kansas City, er parat med en kontrakt til hollænderen.
32-årige Rafael van der Vaarts kontrakt med Hamborg SV udløber til sommer, og endnu har hollænderen ikke sin fremtid på plads.
Ajax Amsterdam er meldt interesseret i at hente van der Vaart hjem, hvor det hele startede, men også MLS-klubben, Sporting Kansas City, blander sig i kampen om offensivspillerens fodboldgunst.
”Hvis det kan lade sig gøre, ser vi det gerne ske. Men det er nok først aktuelt i juli, måske tidligere. Jeg ved ikke, om Hamborg vil lade ham gå tidligere. Der er mange ting, der skal falde på plads,” siger Rob Heinemann, der er direktør i den amerikanske fodboldklub, ifølge FourFourTwo.
Sporting Kansas City-direktøren fortæller endvidere, at økonomi næppe bliver en hindring i bestræbelserne på at nå til enighed med den forhenværende Real Madrid-kreatør, men at Rafael van der Vaarts søn, der er bosiddende i Hamborg, kan sætte en stopper for en aftale.