Direktøren i Randers FC, Søren Pedersen, er på udkig efter en ny angriber, og hér kunne FC Midtjyllands Ronnie Schwartz være en mulighed, lyder det.
Randers FC solgte torsdag deres topscorer Emil Riis til engelske Preston, og Randers er dermed på jagt efter en ny angriber.
Det fortæller Søren Pedersen, Randers’ sportslige og kommercielle direktør, til Tipsbladet og udtaler samtidig, at 31-årige Ronnie Schwartz, der i øjeblikket er ude i kulden i FC Midtjylland, kunne være en mulighed på den korte bane.
“Jeg kommenterer generelt ikke på konkrete navne, men det er klart, at vi har noteret, at Ronnie er ledig. Han har en flot fortid i Randers FC, og han er uden tvivl en dygtig angriber, men han passer ikke umiddelbart ind i vores strategi. Når det er sagt, er han selvfølgelig en interessant spiller, og det kan da godt være, at han kan hjælpe os på den korte bane,” fortæller Søren Pedersen til Tipsbladet.
Pedersen fortæller desuden, at Randers FC i dette transfervindue også er på udkig efter en ny kantspiller.
Måltyven Ronnie Schwartz spillede i Randers FC fra 2011 til 2014, hvor det blev til 88 kampe med 40 mål til følge.