I en pressemeddelelse har klubben i dag noget overraskende valgt at fyre træner Michael Hemmingsen. En gammel kending, Colin Todd, indtræder som erstatning.
Det kom som et lyn fra en klar himmel, da klubben i dag valgte at tage afsked med Michael Hemmingsen, der i sidste sæson sikrede Randers FC en hurtig oprykning til den bedste række.
Klubben fastslår at det er af sportslige grunde.
Den tidligere Randers-træner Colin Todd er den midlertidige løsning. Tood trænede Randers i halvandet år fra 2007 til januar 2009.
”Det er med stor beklagelse, at Randers FC har fundet det nødvendigt at afskedige Michael Hemmingsen med omgående virkning. Colin Todd er ansat som midlertidig cheftræner med virkning fra dags dato. Randers FC ønsker Michael al mulig held og lykke fremover,” udtaler klubben kortfattet i en officiel pressemeddelelse.
Trods oprykningen var Randers’ sæson i 1. division ikke prangende, hvor man endte som toer med hele 17 point op til rækkens nummer et, Esbjerg. Det blev blot til 38 scorede mål i 26 kampe.