Cesc Fabregas er mange gange blevet kædet sammen med barndomsklubben FC Barcelona, men nu melder ærkerivalerne Real Madrid sig på banen. De vil overgå catalanerne med et bud på godt 290 millioner kroner.
Den spanske midtbanespiller, Cesc Fabregas, fik sin fodboldopdragelse i FC Barcelona, men som 16-årig forlod han catalanerne til fordel for den engelske Premier League-storklub, Arsenal FC.
I de seneste sæsoner har rygterne om Fabregas’ skifte tilbage til Barca taget til, men den catalanske storklub skal ikke regne med at undslippe sig konkurrencen om midtbanestjernen, trods en umiddelbar favoritposition.
The Sun skriver i dag, at Real Madrids præsident Florentino Perez anser Fabregas som det mest optimale valg på midtbanen, som makker til landsmanden Xabi Alonso.
Tabloidavisen skriver, at præsidenten er parat til at byde godt 290 millioner kroner på Arsenals anfører.