24-årige Lasse Rise skifter med øjeblikkelig virkning til Randers FC, hvor han har underskrevet en fire og et halvt år lang aftale med klubben.
Randers FC offentliggjorde den 7. januar, at man havde sikret sig Lyngby-spilleren Lasse Rise på en kontrakt gældende fra sommer.
Efterfølgende kom det frem, at Randers overvejede at hente Rise til klubben med det samme, og det er nu en realitet. Kronjyderne meddeler således, at kantspilleren skifter i dette transfervindue.
”Randers FC har benyttet en frikøbsklausul i Lasse Rises aftale med Lyngby Boldklub, således at han starter i Randers FC med omgående virkning,” meddeler klubben ifølge Randers FC’s officielle hjemmeside.
Lasse Rise har tidligere spillet i Avarta og Brøndby IF. Han skiftede til Lyngby i 2006 og har siden spillet 62 kampe for førsteholdet og nettet 14 gange.