Liverpool-manager Brendan Rodgers maner til ro og erkender at klubben ikke har råd til at købe spillere for gigantiske summer som andre klubber kan.
Liverpool-fansene skal ikke forvente at Liverpool går ud som Chelsea eller Manchester City og spenderer mange hundreder millioner på verdensstjerner.
”Chelsea brugte kæmpemæssige summer sidste sommer i et forsøg på at komme tilbage i toppen af Premier League, og det var efter, at de netop havde vundet Champions League,” siger Rodgers ifølge The Sun.
”Jeg har ganske enkelt ikke midlerne til at gå ud og gøre det samme. Det Chelsea gjorde, demonstrerer, hvilken opgave vi har foran os,” fortsætter Rodgers.
”Jeg tror på, at vi igen i næste sæson vil tage et skridt fremad, men vi skal gøre det på en anden måde. Vi blev nummer otte i sidste sæson, og måske bliver vi nummer syv i år. Det ligner måske ikke en stor forbedring, men det er ét skridt i den retning, vi ønsker at gå,” siger han.
Brendan Rodgers maner til ro og betoner at Liverpool-fansene må væbne sig med tålmodighed lidt endnu.
”Man kommer ikke til at se en stor, øjeblikkelig forbedring. Sådan er virkeligheden, medmindre man som Manchester City kan spendere en milliard på nye spillere i et transfervindue. Vi andre må tage små skridt fremad, men til sidst er man der.
”Der er ingen grund til, at jeg sidder her og siger, at vi kan vinde ligaen næste år. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke gerne vil vinde den. Eller at vi ikke gør det, så godt vi kan. Men det er den situation, vi er i lige nu.
Liverpool skal spille mod Chelsea på Anfield Road. Kampen begynder i dag, søndag, kl. 17.00.