Ny kontrakt eller ej: Liverpool vinker ikke farvel til Raheem Sterling til sommer, understreger Brendan Rodgers.
Tiden er ved at skrive en ulykkelig kærlighedshistorie, hvor Liverpool og Raheem Sterling er hovedpersonerne.
Parterne kan nemlig ikke nå til enighed om en ny kontraktforlængelse, trods de har arbejdet på netop det i næsten hele forårssæsonen.
Brendan Rodgers understreger dog, at historien ikke får sin afslutning til sommer. 20-årige Raheem Sterling kommer nemlig ikke til at forlade Anfield Road efter denne sæson.
”Raheem skal ingen steder til sommer – heller ikke, hvis der ikke bliver lavet en ny aftale,” siger Liverpool-manageren til The Independent og fortæller, at han har haft en personlig snak med den purunge englænder:
”Han kom forbi hjemme hos mig, og vi havde en god samtale. Også på det personlige plan. Det handler ikke kun om fodbold, men også hans velfærd. Han er stadig ung og har været igennem meget i de seneste par år.”
Brendan Rodgers er dog ikke i tvivl om, at Liverpool er det rigtige sted for Raheem Sterling.
”Alle vil gerne vinde trofæer og spille i de store turneringer, men det er også vigtigt, at man har en mulighed for at gøre det. Denne klub er det bedste sted for ham. Han har muligheden for at spille og være konkurrencedygtig.”
Den 20-årige offensivspiller har endnu kontrakt med Liverpool i to sæsoner.