Ifølge den anerkendte transferjournalist Fabrizio Romano har Ligue 1-giganten PSG endnu ikke budt på 28-årige Christian Eriksen, der nok forlader Inter.
Det er ikke længere nogen hemmelighed, at Inter gerne vil af med den danske landsholdsprofil Christian Eriksen, efter klubben officielt har sat ham til salg.
Efterfølgende har PSG fyret cheftræner Thomas Tuchel, og det forventes nu, at argentinske Mauricio Pochettino bliver hans afløser.
Træneren kender Eriksen fra deres fælles tid i Premier League-klubben Tottenham, og det kunne således blive en oplagt genforening i PSG.
Den anerkendte transferjournalist Fabrizio Romano har ofte styr på detaljerne, når det handler om transfers, og italieneren har også givet sin vurdering af transfersagaen.
“Der er mange rygter om Inter og Eriksen, men Inter har ikke modtaget bud fra PSG angående Christian Eriksen. Der er ingen aftale, som det ser ud nu. Så vi må afvente og se, hvad der sker i de næste dage med Leonardo (sportsdirektør i PSG, red.), Pochettino og Eriksen,” udtaler Romano til B.T. og fortsætter:
“Selvfølgelig er Pochettino vild med Eriksen. Men Pochettino har endnu ikke haft møder med Leonardo om truppen i PSG eller transferplanerne og strategien,” udtaler transferguruen.
Pochettino var i Spurs fra 2014 til 2019, hvor argentineren havde Christian Eriksen til rådighed i samtlige fem år.