Southamptons manager Ronald Koeman vil ikke høre tale om, at flere af hans profiler er på vej væk. Der kommer ikke flere afgange, siger han.
Nathaniel Clyne, Morgan Schneiderlin og Toby Alderwereild. I forhold til sidste sæson er Southampton allerede tre profiler fattigere.
Og trods rygter om det modsatte, vil vi ifølge Ronald Koeman ikke se flere spillere forlade St. Mary’s denne sommer.
I de engelske avisspalter har man de seneste dage kunne læse, at den defensive midtbanespiller Victor Wanyama var på vej til Tottenham, mens Saido Mané skulle følge Morgan Schneiderlin til Manchester United.
Spørger man Ronald Koeman, forholder det sig dog ikke således:
“Vi har en strategi som klub, og jeg gentager: ingen er til salg. Alle vores spillere vil fortsætte som Southampton-spillere,” fortæller hollænderen til Daily Echo.
De engelske medier spekulerede i, at Koeman på grund af rygterne ville udelade Wanyama og Mané i søndagens nulløsning mod Watford, men begge mand spillede:
“Jeg ændrer ikke på mit hold på grund af spekulationer,” insisterede han.
Wanyama spillede en god kamp på midtbanen mod Watford, mens Mané måtte lade sig udskifte efter et kvarter med en hofteskade.
Koeman håber, at Mané er klar til kamp, når The Saints på torsdag drager til Herning forud for returopgøret i Europa League-playoff mod FC Midtjylland.