
Foto: Shutterstock
FC Barcelonas brasilianske andenmålmand Neto har bedt La Liga-storklubben om lov til at skifte, men har fået et ‘nej’, siger cheftræner Ronald Koeman.
Det er ikke let at stå i skyggen af den profilerede tysker Marc-André ter Stegen i FC Barcelona, har klubbens andenmålmand Neto måttet erkende.
Af den grund har målmanden via sin agent ifølge Ronald Koeman bedt om lov til at skifte klub. Det skriver avisen Sport.
“Hans agent har spurgt om lov til at skifte, men vi har sagt nej, for Neto er en virkelig vigtig spiller for os, da vi vil være godt dækket ind på alle pladser,” udtalte Koeman på et pressemøde lørdag ifølge avisen.
Som følge af ter Stegens storform har der været begrænset med minutter for Neto, som kom til Barca i en slags byttehandel med Valencia, hvor Jasper Cillessen blev sendt den anden vej.
Den brasilianske keeper fik dog spilletid, da ter Stegen var skadet tidligere denne sæson, men Neto formåede ikke at imponere, da han blandt andet kostede et mål mod Alaves, hvilket resulterede i et pointtab for Barca.