Der er blevet talt og skrevet meget om Wayne Rooney de seneste dage, og i dag kunne angriberen bekræfte, at han ikke vil forlænge sin kontrakt med Manchester United.
I går meddelte Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, at Wayne Rooney ønsker at forlade klubben. Nu udtaler Rooney sig selv i sagen. Han bekræfter, at oplysningerne er korrekte.
”Jeg mødtes med David Gill (direktør, red.) i sidste uge, og han gav mig ikke den sikkerhed, jeg søgte om en fremtidig trup. Jeg fortalte ham så, at jeg ikke kunne underskrive en ny kontrakt,” siger Rooney i en meddelelse ifølge sportinglife.
”Det er helt korrekt, det han (Alex Ferguson, red.) sagde, at jeg havde et antal møder med klubben omkring en ny kontrakt. I løbet af disse møder i august, spurgte jeg om sikkerheden for at klubben ville kunne fortsætte med at være attraktiv for verdens bedste spillere.”
”Jeg har aldrig haft andet end stor respekt for MUFC. Hvordan kunne det være anderledes, når klubben har så fantastisk en historie, specielt de sidste seks år, som jeg har været heldig at være en del af. For mig handler det om at vinde trofæer, som klubben altid har gjort under Sir Alex. Derfor mener jeg, at de ting jeg spurgte om, var retfærdige,” fortsætter Rooney.
Angriberen har store roser til manager Alex Ferguson, som han understreger, at han står i dyb gæld til. Han ville for Uniteds skyld ønske, at manageren ville kunne være der til evig tid.