20-årige Dominik Szoboszlai er en ombejlet offensivspiller, som rygtes tæt på Leipzig, og nu fortæller han, at han forlader RB Salzburg til januar.
I den seneste uges tid har der været kraftige rygter om en transfer mellem de to Red Bull-ejede klubber Salzburg og Leipzig.
Den ungarske Salzburg-profil Dominik Szoboszlai rygtes nemlig meget tæt på et skifte til Bundesliga-klubben, hvor også danske Yussuf Poulsen spiller.
Nu udtaler Szoboszlai selv, at han snart har spillet sin sidste kamp i Salzburg, som han forlader til januar.
Da en journalist spurgte, om de kommende to kampe for den østrigske klub bliver hans sidste, svarede han nemlig ja.
“Ja, lige præcis, men jeg har ikke taget en beslutning om destinationen,” lyder det fra Szoboszlai ifølge Bulinews.
Selvom den offensvie midtbanemand ikke selv bekræfter det, så forventer mange nu, at han snart bliver officiel RB Leipzig-spiller.
For bare få dage siden bekræftede Leipzig-direktør Oliver Mintzlaff nemlig også klubbens interesse i ungareren.