37-årige Clarence Seedorf har i dag bekræftet, at han stopper karrieren. Samtidig kunne han afsløre, at han er AC Milans nye cheftræner.
Midtbanespilleren Clarence Seedorf har haft en glorværdig karriere, hvor han har optrådt for klubber som Real Madrid, AC Milan og Ajax.
Tidligere tirsdag kunne Seedorf meddele, at han stopper karrieren i en alder af 37 år.
“Jeg ønsker at meddele, at jeg trækker mig som fodboldspiller efter 22 år. Det har været en vanskelig beslutning, men jeg er tilfreds med, hvad jeg har opnået, og hvad jeg har præsteret her i Botafogo (Seedorfs sidste arbejdsgiver, red.),” fortalte Seedorf på pressemødet.
Men det var ikke den eneste nyhed, som Seedorf havde på pressemødet i Brasilien.
“De seneste halvandet års oplevelser har udviklet mig meget, og de vil være en stor hjælp for mig i mit næste job som chetræner for AC Milan.”
Dermed overtager Seedorf tøjlerne hos milaneserne, efter at Massimiliano Allegri blev fyret i går.
Det forlyder, at Seedorf har underskrevet en kontrakt, der løber frem til sommeren 2016. Men vi venter fortsat på den officielle pressemeddelelse fra AC Milan.