Chelsea har længe vist Alex Teixeira stor kærlighed, og nu gengælder Shakthar Donetsk-stjernen flirteriet.
Alex Teixeira har lavet 22 mål i blot 15 kampe i den bedste ukrainske fodboldrække i denne sæson, og det har vakt opsigt i Chelsea.
London-klubben er i hvert fald længe blevet meldt interesseret i den 26-årige Shakthar Donetsk-stjerne, som de angiveligt er villige til at smide mere end 220 millioner kroner efter.
Og et skifte virker umiddelbart ikke videre usandsynligt.
“Chelsea? Jeg er er meget glad for, at de vil have mig,” svarer Alex Teixeira, da han bliver spurgt om Chelseas interesse af O Globo.
“Jeg vil gøre alt for at fortsætte min udvikling, og jeg ønsker at være en del af det brasilianske landshold, så jeg skifter måske klub,” slutter han.
Alex Teixeira har også fået grønt lys af Shakthar-træner, Mircea Lucescu, til at finde sig en ny klub – men først efter sæsonen.