Silkeborg IF har ansat den tidligere danske landsholdsspiller og europamester, Flemming Povlsen, som holdets nye assistenttræner. Han tiltræder øjeblikkeligt.
Silkeborg IF’s cheftræner Troels Bech får nu endnu en assistent i trænertemaet. Klubben kunne i dag meddele, at de er nået til enighed med Flemming Povlsen om en aftale, så han skifter med øjeblikkelig virkning.
”Flemming kommer med stor entusiasme og kompetencer, som vi uden tvivl vil drage stor nytte af. Både med sine erfaringer fra den aktive karriere og årene efter, hvor han har samlet en guldgrube af viden og inspiration, som han med stor ildhu rundhåndet deler ud af. Det giver en ekstra dimension til vores trænerteam, at vi har fået Flemming tilknyttet – og vi tror på, at det kan gøre alle vores spillere en lille smule bedre,” fortæller Silkeborgs cheftræner, Troels Bech til klubbens hjemmeside.
Povlsen, der er tidligere landsholdsspiller og også var med til at vinde EM i 1992, glæder sig til at indgå i trænerteamet, hvor han udover Bech skal blandt andre fungere sammen med assistenten Joakim Mattsson.
”Jeg elsker sportslige udfordringer og er rigtig glad for at være blevet en del af Silkeborg IF, som er en klub i en åbenlyst god udvikling og med stor energi. Det er herligt at skulle indgå i et velfungerende team, hvor jeg selvfølgelig vil byde ind med nogle af de holdninger, jeg nu engang har til fodbold.”
”Især vil jeg selvfølgelig have fokus på angrebstræningen af de i forvejen dygtige angribere, som SIF råder over. Det hele handler om at videreudvikle og fylde i værktøjskassen, og jeg ser virkelig frem til at bidrage til processen,” siger Flemming Povlsen.
Povlsen skal efter planen deltage i trænerteamet to-tre dage om ugen samt i forbindelse med hjemmekampe.
Flemming Povlsen har tidligere erfaring som sportsdirektør i FC Århus samt angrebstræner i AC Horsens, assistenttræner i Randers FC og sportschef på Hessel Gods Fodboldkostskole, som han stadig er tilknyttet.