Silkeborg IF oplyser mandag aften, at klubben sælger Rasmus Carstensen til en endnu unavngiven klub.
Silkeborg IF bliver en profil mindre. Klubben bekræfter mandag, at man sælger Rasmus Carstensen.
I en fondsbørsmeddelelse meddeler Silkeborg IF Invest A/S, at 21-årige Carstensen er fortid i dette transfervindue.
“Ovennævnte transaktion medfører, at selskabets resultatforventning i indeværende regnskabsår opjusteres til et resultat før evt. dagsværdiregulering af investerings-ejendomme og før skat i intervallet +40 mio. kr. til +50 mio. kr. mod tidligere et resultat i intervallet +20 mio. kr. til +30 mio. kr.,” står der i meddelelsen.
Man oplyser intet om, hvem han er blevet solgt til, men ifølge en række medier, så er det belgiske KRC Genk, som har købt højrebacken.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger, så lyder transfersummen på 22,5 millioner kroner, hvilket er en salgsrekord af silkeborgenserne.
Det ventes, at mere præcise oplysninger følger i de kommende dage.
Carstensen står noteret for 89 kampe, to mål og 24 assists for Silkeborg IF’s førstehold.