SønderjyskE har onsdag forlænget aftaler med klubbens fem hovedsponsorer forud for den kommende sæson.
Superliga-sæsonen bliver skudt i gang i weekenden, og SønderjyskE har i dag taget forskud på glæden ved at forlænge med fem hovedsponsorer.
“Vi er meget stolte over, at Frøs Sparekasse, Abena, Danfoss, Autocentralen og Davidsen Tømmerhandel har bekræftet, at de fortsætter som hovedsponsorer for SønderjyskE Fodbold,” siger SønderjyskE’s administrerende direktør Klaus B. Rasmussen i en pressemeddelelse og fortsætter:
“De fem virksomheder har i alle år optrådt utroligt loyalt, og de har især markeret deres store opbakning og støtte i de perioder, hvor der i perioder har været store udfordringer og skyerne har været grå.”
“Man kan vel godt uden at overdrive sige, at der i de sidste par sæsoner har været næsten skyfrit, og vi har virkelig glædet os over de positive resultater på banen og ikke mindst en stor og øget opbakning fra alle egne af landsdelen til fodboldprojektet.”
SønderjyskE tilføjer, at Frøs Sparekasse og Danfoss bytter plads på spillerdragten. Det betyder, at Danfoss fremover har logo på brystet, mens Frøs Sparekasses logo vil blive placeret på shortsene.