Alexander Bahs skifte til Slavia Prag glippede, men søndag scorede han for SønderjyskE, og det betyder meget. Nu vil han se det an til vinter.
Offensivspilleren Alexander Bah var i sidste uge uhyre tæt på et udenlandsk klubskifte, men i sidste ende lykkedes det ham ikke at komme til tjekkiske Slavia Prag.
Han har siden da været rimelig skuffet, men søndag var han igen med for SønderjyskE, og han kronede sin indsats med en kasse i sejren over Brøndby, og det var han glad for.
Nu vil han præstere og se, hvad der så sker til vinter.
“Det betyder rigtig meget oven på sidste uges skuffelse. Jeg skulle vise, at mine holdkammerater og klubben kan regne med mig, selvom jeg har været skuffet den seneste tid. Nu spiller jeg to gode måneder, og så må vi se, hvad der sker til vinter,” udtaler han til Eurosport og tilføjer om kampen:
“Første halvleg var satme ikke særlig god. Vi steppede lidt op i anden halvleg i ti minutter, hvor vi scorede to mål, og så faldt vi lidt igen. Men vi tager sejren, og Brøndby kom til et fort i dag, hvor vi ikke kan tabe for tiden,” konstaterer Bah.
“Vi spillede ikke særlig godt, vi havde ti rigtig gode minutter, og det tager vi med,” afslutter Alexander Bah.