Real Madrid har udset sig en ny forstærkning til højrebacken i form af FC Portos brasilianske højreback, 23-årige Danilo. Parterne har allerede holdt møder.
Real Madrid vil sandsynligvis skille sig af med spanske Alvaro Arbeloa i sommerens transfervindue, og derfor søger man en erstatning, der kan konkurrere med Daniel Carvajal om højreback-pladsen.
Ifølge både AS og Marca er valget til en afløser faldet på 23-årige Danilo, der slår sine folder i FC Porto.
I de seneste dage har parterne afholdt to møder. Det første møde fandt sted i Madrid, hvor Real Madrids repræsentanter mødtes med spillerens agenter, og de endte med at gøre det klart, at Danilo gerne ville skifte til Real Madrid til sommer.
Det næste møde blev afholdt i Porto, hvor agenterne forklarede FC Portos ledelse, at Danilo ikke ønsker at forlænge sin kontrakt med klubben, da den løber ud næste år.
Dermed er det sidste udkald for Porto, hvis de skal tjene penge på ham til sommer.
FC Porto købte Danilo i den brasilianske klub Santos tilbage i 2012. Dengang betalte de omkring 100 millioner kroner for højrebacken.