I dag blev det en kendsgerning, at Brøndby IF nåede til enighed med Spillerforeningen i feriepenge-sagen. Der er dog fortsat en række klubber, der endnu mangler at betale deres del af kagen. Hele sagen ventes afsluttet til nytår.
Spillerforeningen og Brøndby IF blev i dag enige i den såkaldte feriepenge-sag. Brøndby har betalt 29,4 millioner kroner til de spillere, der gjorde krav på pengene.
Der er dog stadig klubber, der endnu ikke har betalt deres andel. Det gælder blandt andre AaB.
Spillerforeningen regner med at kunne afslutte samtlige sager inden nytår.
“Det har været et langt forløb, og det er slet ikke slut endnu. Men vi forventer, at vi har lukket de resterende sager inden nytår. Det er klart, at det er en kæmpe sten i skoen, der er væk. Men vi er nødt til at tage det klub for klub, og vi er i dialog med mange af dem,” forklarer Spillerforeningens direktør Mads Øland ifølge sn.dk.
Fem klubber har betalt deres del til Spillerforeningen. Det drejer sig om Brøndby IF, FC København, Esbjerg fB, AC Horsens samt Lyngby Boldklub.