FC Københavns manager Ståle Solbakken afslører, at han har en løs aftale med den tidligere forsvarsprofil Ragnar Sigurdsson.
Igennem tre sæsoner var den islandske forsvarer, Ragnar Sigurdsson, en stor profil for FC København.
I 2014 blev han solgt til russiske Krasnodar, men forsvareren har selv tidligere givet udtryk for at han gerne vil tilbage til den danske hovedstadsklub.
Nu afslører Ståle Solbakken, at parterne har indgået en løs aftale. Han håber, at aftalen kan blive realiseret, på trods af, at Sigurdsson og resten af det islandske mandskab imponerer alt og alle under EM i Frankrig netop nu.
“Jeg har egentlig en løs aftale med ham om, at han skal tilbage til FCK efter denne sæson,” skriver Solbakken i sin klumme i BT og uddyber:
“Det har han sagt flere gange, at han gerne vil, men jeg føler, at den aftale bliver løsere og løsere og er ved at glide ud af hænderne på mig i takt med det, der sker ved EM.”
30-årige Sigurdssons kontrakt med russiske Krasnodar løber frem til sommeren 2018.