Ståle Solbakken var så interesseret i landstrænerjobbet for Norge, at han ville dobbeltjobbe, men planerne blev droppet, da det blev for kompliceret, fortæller han.
Ståle Solbakken har netop sat sin signatur på en ny kontrakt med FC København, men inden da kørte en heftig flirt med det norske fodboldforbund om landstrænerjobbet i hjemlandet.
Nu fortæller Solbakken, at han seriøst overvejede at takke ja til landstrænerjobbet, hvis han samtidig kunne beholde sin stilling som FCK-manager og dermed dobbeltjobbe:
“Jeg havde seriøst så meget lyst til Norge-jobbet, at jeg forsøgte at finde en uortodoks løsning. Planen var at sætte et team sammen, både i Norge og København, som var så stærkt, at jeg kunne have begge jobs frem til sommeren 2018. Så kunne vi evaluere bagefter,” fortæller Ståle Solbakken til VG og afslører, at jobssituationen blev for kompliceret:
“Til sidst følte jeg, det blev for kompliceret. Der ville være for meget modstand. Det kræver vældig meget. Du skal gå 100 procent ind i det, og jeg ved, at modellen ville blive kritiseret og latterliggjort i 18 måneder.”
“Om FCK havde godtaget løsningen, aner jeg ikke. Jeg kom aldrig så langt, at jeg lagde planerne frem for dem,” slutter nordmanden.
Ståle Solbakkens nye kontrakt med FC København løber frem til sommeren 2021.