HB Køge kommer til at gennemgå en stor udrensning i spillertruppen til sommer. Hele ti spillere kan være på vej væk.
HB Køge ligner den ene af de to Superliga-hold, som rykker ned til sommer. Det har formentlig haft en indflydelse på spillernes fremtidsplaner.
Spillertruppen står nemlig overfor en stor udrensning, hvor hele ti spillere kan forlade klubben til sommer.
“To af HB Køges faste spillere i startopstillingen, Morten H. Jensen og Lasse Kronborg, er undtagelsesvis blevet forelagt nye kontrakter, men har begge sagt nej til klubbens udspil,” skriver klubben i en pressemeddelelse.
Holdets viceanfører Thomas Sørensen og midterforsvarer Stefan Hansen er blandt de spillere, der stort set har været fast inventar i startopstillingen gennem hele sæsonen. Men dem har klubben ikke mulighed for at tilbyde nye aftaler.
Herudover er det også usikkert om Simon Richter, Kristian Geertsen, Tobias Thomsen, Ronnie Bendtsen og Anders Nielsen forlænger deres kontrakter. De har alle kontraktudløb til sommer.
Mads Laudrup er også færdig i klubben, mens Patrick Hansen sandsynligvis også tager afsked med holdet, på trods af, at han først har kontraktudløb til vinter.