Sunderland har hentet den farlige angriber Danny Graham fra Swansea, der i denne sæson har ageret reserve for Michu. De betaler angiveligt 44 millioner kroner.
Sidste sæsons topscorer hos Swansea, Danny Graham, er i denne sæson smidt ud af startelleveren.
Manager Michael Laudrup har nemlig foretrukket spanske Michu, der er gået hen og blevet den helt store stjerne i klubben.
Derfor har Danny Graham valgt at skifte til Sunderland på en tre og et halvt år lang kontrakt for en transfersum i omegnen af 45 millioner kroner.
”Lige så snart jeg hørte om interesse fra Sunderland, behøvede jeg ikke engang at overveje nogen af de andre muligheder, der var lagt frem på bordet,” siger den 27-årige angriber i en pressemeddelelse.
”Jeg er født og opvokset i det nordøstlige England, så jeg kender på min egen krop den intense passion som folk har for deres fodbold i denne del af verdenen – det er specielt og der er ingen steder som dette,” lyder det fra Danny Graham.