Johan Elmander skal erstatte Lasse Vibe i IFK Göteborg. Det skriver den svenske avis, Aftonbladet.
Johan Elmander har ikke spillet op til niveau, siden han vendte snuden hjem til Brøndby, og det kan nu betyde, at svenskeren er fortid på Vestegnen.
Aftonbladet rapporterer nemlig om interesse fra IFK Göteborg, der leder efter en erstatning for Lasse Vibe, der tidligere på sommeren blev solgt til Brentford.
”Vi skal have en fjerde angriber i truppen, og jeg håber, at vi kan få det klaret i løbet af denne uge,” siger sportschef i IFK, Mats Gren, og tilføjer:
”Elmander er en interessant spiller. Mere kan jeg ikke sige nu.”
Ifølge avisens oplysninger er Brøndby IF ikke afvisende over for et salg af Johan Elmander, da det i så fald vil frigive økonomi til at handle.