Den tidligere Inter-stjerne, Diego Milito, indstiller sin aktive fodboldkarriere til sommer, når han har spillet Libertadores med Racing Club.
Diego Milito startede sin professionelle fodboldkarriere i 1999 i Racing Club i hjemlandet.
Siden har argentineren været på rundtur i Europa, hvor han nåede at repræsentere Genoa, Zaragoza og Inter Milan, men nu er han tilbage, hvor det hele startede.
Og her stopper det hele også. Diego Milito har nemlig meddelt, at han til sommer stopper sin aktive fodboldkarriere.
“Jeg er glad for beslutningen om, at jeg stopper min karriere om seks måneder. Jeg bliver for at spille Libertadores. Det bliver ikke nemt at stoppe med at spille fodbold, da jeg har gjort det hele mit liv.”
“Vi skal nyde dette øjeblik, som er historisk. Jeg tror, jeg kan fortsætte med at bidrage til dette hold, vi har samlet, og nyde endnu en Libertadores. Men i juni 2016 stopper jeg lige meget hvad. Dette er de sidste seks måneder i min karriere,” siger den 36-årige argentiner ifølge Goal.com
Diego Milito huskes måske bedst for sine to mål i Champions League-finalen i 2010, da Inter slog Bayern München 2-0.