Fodboldverdenen har altid været præget af et hav af fodboldrygter. Fodboldmagasinet Goal.com har sammensat en top-10-liste over de største transfers igennem tiderne, der aldrig blev realiseret.
10. Frank Worthington: Huddersfield Town – Liverpool (1972)
Frank Worthington blev sammenlignet med George Best for sine tekniske kundskaber, men i høj grad også sit liv udenfor banen, hvor han havde svært ved at takke nej til de gode ting i livet. Han var parat til at skrive kontrakt med Liverpool, men han bestod ikke lægetjekket, grundet et for højt blodtryk, der skulle findes i hans usunde levevis.
Manager Bill Shankly var meget opsat på at hente spilleren, og derfor gav han ham længere snor. Han fik lov til at vente nogen tid med at komme til endnu et lægetjek. Men i stedet for at slappe af, tog Worthington på en druk-ferie og ignorerede efterfølgende tilbuddet om at komme til lægetjek.
9. Ronaldinho: Paris Saint Germain – Real Madrid (2003)
Ronaldinho havde næsten underskrevet en aftale med Scottish minnows St. Mirren tilbage i 2001, men en falsk pas-skandale satte en stopper for skiftet. To år efter var han utroligt tæt på at skifte til Manchester United, men i stedet endte han som bekendt i FC Barcelona.
Brasilianeren blev anset som ikke værende tilpas god til Real Madrids Galacticos-mandskab, og i stedet hentede man superbrandet David Beckham. Ronaldinho fik dog tryllebundet både Reals spillere og fans, da han viste en sand opvisning i 2005, hvor holdene spillede El Clasico og Ronnie for alvor slog sit navn fast.
8. Preben Elkjær: Lokeren – Arsenal (1984)
Danmarks helt store spillende legende under VM i 1986, tiltvang sig naturligt nok en del opmærksomhed efterfølgende, men interessant nok var en kendt London-klub interesseret i den danske angriber to år tidligere.
Preben Elkjær var nemlig kørt i stilling til et engelsk skifte to år tidligere. Men Arsenal tøvede omkring at hente danskeren, derfor foretrak de 31-årige Paul Mariner. I mellemtiden var Elkjær flyttet til Serie A, hvor han spillede en stor rolle for Verona, der vandt mesterskabet i sæsonen 1984 til 1985.
7. Luis Figo: Sporting Lissabon – Parma/Juventus (1995)
I en alder af 22 var Figo udset til at skifte fra Portugal til 90’ernes top-liga Serie A. Han begik dog den fejl at skrive kontakt med både Juventus og Parma, der begge jagtede hans underskrift. Dette fik myndighederne til at give Figo en to-årig karantæne fra Serie A, og han var således nødt til at skifte til Spanien og Barcelona i stedet.
Portugiseren kom til Italien et årti senere, hvor han skiftede til Inter efter succes i både Barcelona og Real Madrid.
6. Johan Cruyff: Ajax – Dumbarton (1982)
Sammen med Ronaldinho og hans vanvittige skifte til St. Mirren, der var tæt på at blive en realitet, var Cruyff en anden legende, der var tæt på at ende i Skotland. Den hollandske spiller bejlede i de tidlige 80’ere til Dumbarton, da han på dette tidspunkt var midt i kontraktstridigheder med Ajax. Desværre for journalisterne blev skiftet ikke gennemført, hvilket sikrede, at Cruyffs ’Dumb Move’ aldrig nåede forsiderne.
5. Alan Shearer: Southampton – Manchester United (1992 & 1996)
Premier Leagues historie kunne meget vel se anderledes ud, hvis Shearer havde skiftet til De røde djævle i stedet for Blackburn Rovers i sommeren 1992. United havde aldrig behøvet at købe Eric Cantona og Shearer kunne have tilføjet mere end den ene Premier League-medalje til sin samling.
Han afviste Alex Ferguson igen i 1996, hvor han gennemførte sit rekord-skifte fra Blackburn til barndomsklubben Newcastle United.
4. Cristiano Ronaldo: Sporting Lissabon – Juventus (2003)
Denne guldklump af en fodboldspiller var kun lige kommet frem, da det blev afsløret, at Luciano Moggi havde lavet en aftale med teenageren Ronaldo, omkring et skifte til Torino-klubben Juventus i 2003.
Desværre for Juventus’ fans blev skiftet ikke til noget, da Marcelo Salas afviste at tage den anden vej og skifte til den portugisiske klub. Manchester United kom herefter ind i billedet og resten er historie.
3. Diego Maradona: Argentinos Juniors – Sheffield United (1978)
Et skifte der siden er blevet legendarisk takket været Sheffield Uniteds træner, Harry Haslam. En ung Maradona var tilsyneladende sat op til et skifte til Sheffield for den mægtige sum af £600,000, hvilket var en stor formue i 1978.
Det var måske forudsigeligt, at skiftet aldrig blev en realitet, da klubben ikke kunne finde pengene, da det kom til stykket. I stedet brugte man £160,000 på landsmanden Alex Sabella.
2. Pelé: Santos – Real Madrid/Juventus (1960’erne)
Modsat sin rival til titlen som den største spiller i historien, Diego Maradona, spillede Pelé aldrig klubfodbold i Europa. Han var tæt på at komme til det, da både Real Madrid og Juventus var interesseret, da han var på sit højeste i løbet af 1960’erne. Den store fodboldspiller afslørede sidste år, at han var tæt på at gøre Torino til sit hjem.
”Real Madrid ville have mig, og det samme gjaldt Manchester United og Juventus,” udtalte Pelé ifølge goal.com til Eurocalcio.
”Faktisk nåede præsidenten i Juventus næsten frem til en aftale med Santos, som inkluderede hjælp fra Fiat. Jeg tænkte meget på at komme til Europa, men jeg foretrak at blive hos holdet i mit hjerte, Santos.”
Brasiliens daværende regering greb ind og sikrede, at ’nationens skat’ ikke kom til at sparke til en bold udenfor sit lands grænser, indtil han i 1975, som 35-årig, skiftede til New York Cosmos.
1. Alfredo di Stefano: Millonarios – FC Barcelona (1953)
Hvis du leder efter en stor grund til fjendskabet mellem Real Madrid og Barcelona, er begivenhederne omkring di Stefanos skifte til Spanien værd at kigge på. Barcelona lavede en aftale med spillerens tidligere klub River Plate, da colombianske Millonarios ikke var anerkendt af FIFA. Den colombianske klub ville ikke acceptere skiftet, men di Stefano kom til Barcelona, og nåede endda at spille i nogle få venskabskampe.
Tingene blev meget komplicerede, da den spanske liga meddelte, at både Millonarios og River Plate skulle sige god for skiftet, før det kunne blive godkendt. Der var også en ubetalt gæld mellem spilleren og hans tidligere klub i Colombia.
Real Madrid meldte sig ind i kampen, og ville betale Millonarios 1,5 millioner pesetas, mens Barca gav fire millioner til River Plate, samtidig med at den spanske liga besluttede at forbyde indkøb i udlandet fuldstændig.
Da sæsonstarten nærmede sig, bøjede myndighederne sig dog, og kom med et bizart forslag. Både Barcelona og Real Madrid kunne have spilleren og skulle dele ham, således at de skiftedes til at have ham en sæson. Men Barcelona havde fået nok og di Stefano endte i Real Madrid.
To uger senere spillede di Stefano sit første El Clasico for Real Madrid mod de regerende mestre. Han scorede fire mål i 5-0-sejren, der sendte Real Madrid på mesterskabskurs. Di Stefano spillede en nøglerolle i Real Madrids fem succesfulde Europa Cup-sejre. Barcelona måtte vente indtil 1992 med at vinde deres første titel.
Denne begivenhed er fortsat et populært samtale-emne i Catalonien.
Skrevet af Pernille Nielsen og Casper Lohse