Fodbold-transfers.dk har analyseret vinterens transfers i 2012/2013, hvor vi har udvalgt de ti mest betydningsfulde handler i Tyskland ifølge os. Samtidig har vi fundet fem boblere.
1. Nuri Sahin, fra Real Madrid til Borussia Dortmund
Nuri Sahin er tilbage i Dortmund, hvilket må begejstre Dortmund-tilhængerne, der samtidig kan juble over at de deres klub har hentet vinduets bedste indkøb. Nuri Sahin har siden skiftet væk fra klubben haft alt andet end succes, men nu er han tilbage i den klub hvor han blev kåret som Bundesligaens bedste spiller og vandt mesterskabet. Tilmed har Dortmund fået en billig købsoption inkluderet i kontrakten.
2. Ivan Perisic, fra Borussia Dortmund til Wolfsburg
Kroaten Ivan Perisic druknede i alle de store offensive stjerner i sin tid som Dortmund-spiller. Det frustrerede ham at se at Robert Lewandowski, Marco Reus, Mario Götze og Jakub Blaszczykowski alle stå foran ham i køen. Derfor fik Wolfsburg fravristet Perisic fra Dortmund kløer og dermed fået én af Bundesligaens potentielt største profiler. Hvis Perisic kan finde frem til det spil, han besad i Belgien, vil han være et kæmpe aktiv for danskerklubben.
3. Michel Bastos, fra Lyon til Schalke 04
Schalke 04 har efter lang tids forhandlinger allerede sagt farvel til klubbens store stjerne Lewis Holtby. Men de har hentet en sublim erstatning i Michel Bastos fra Lyon i Frankrig, der igennem mange år har været en stor profil i Le Championnat. Han kommer til på en halvandet år lang kontrakt. Det er startet godt for Bastos i Schalke. Han nettede nemlig allerede i sin debutkamp for Schalke, der dog endte i det ekstremt skuffende nederlag til Greuther Fürth.
4. Afriyie Acquah, fra Palermo til Hoffenheim
Hoffenheim har hentet den nye Michael Essien. Denne flatterende beskrivelse er måske en tand i overkanten, når den 21-årieg ghaneser Afriyie Acquah skal beskrives. Men der er ingen tvivl om at talentet er stort og at Acquah har mulighed for at komme op på siden af forbilledet. Men hårdt spil, en imponerende fysik og et eminent løbearbejde er Acquah prototypen på en afrikansk midtbanespiller. Det er noget af et scoop, som Hoffenheim har gjort sig.
5. Johan Djourou, fra Arsenal til Hannover
I Johan Djourou har Hannover fået en stærk forsvarsspiller, der dog var kommet i overskud hos Arsenal. Han har ellers været i klubben siden 2004, men nu lakker det mod enden for schweizeren. Fremtiden kan være i tysk fodbold, hvor Leon Andreasens klub Hannover 96 i første omgang gælder. Her skal han være med til at spille Hannover længere oppe hvor det bliver sjovt i Bundesligaen. Lige nu er de at finde på en tiendeplads.
6. Niki Zimling, fra Club Brügge til Mainz 05
Den danske landsholdsspiller Niki Zimling kan se frem til at blive konkurrent med sin partner på den centrale landsholdsmidtbane. Han har nemlig skiftet Belgien og Club Brügge ud med den store overraskelse i Bundesligaen, Mainz 05. Det er et rigtigt skifte for begge parter. Niki Zimling kommer op på et højere niveau og skifter til en klub, der oplever fremgang i raketkurs. Mainz får en hårdtarbejdende midtbanemand, der har vist sit værd for det danske landshold.
7. Heurelho Gomes, fra Tottenham til Hoffenheim
Tidligere blev Heurelho Gomes betragtet som en af Europas bedste målmænd, men udviklingen gik i stå i Tottenham. Langsomt gled han ud startopstillingen hos englænderne, men nu har Hoffenheim hentet ham ind fra glemslens mørke. Her har en den mission at hjælpe klubben med at blive i den bedste række. Det er dog en utroligt svært mission, da der er hele syv point op til Wolfsburg på den sjove side af stregen, hvilket han skal hjælpe til frem til sommerferien.
8. Michael Parkhurst, fra FC Nordsjælland til Augsburg
FC Nordsjællands Michael Parkhursts kontrakt med de danske mestre udløb ved årsskiftet, og amerikaneren meldte sig klar til nye udfordringer. Det bliver Augsburg, som ligger andensidst i Bundesligaen med lange udsigter til at undgå. Fra øverst til nederst for Michael Parkhurst, der dog uden tvivl vil bruge foråret som springbræt til en større tysk klub. Det bliver spændende at følge amerikanerens videre færd i Tyskland.
9. Federico Macheda, fra Manchester United til Stuttgart
Italieneren, der for få sæsoner tilbage var udpeget som en af Europas største angrebstalenter og var klar til et gennembrud hos Manchester United, er gået helt i stå i sin udvikling. Derfor håber han at et skifte til Stuttgart vil kickstarte den før så lovende karriere. Det håber tyskerne også, som har valgt at leje ham for resten af sæsonen. Det bliver spændende at se om den 21-årige får succes i sin nye klub.
10. Eugen Polanski, fra Mainz 05 til Hoffenheim
Nedrykningstruede Hoffenheim har gjort et stort scoop ved at sikre sig succesfulde Mainz’ polske midtbaneslider Eugen Polanski. Han vil uden tvivl tilføre bundholdet en masse gejst og vilje i maskinrummet. Alle disse køb, som Hoffenheim har gjort kan måske være nok til at sikre den svære overlevelse. Spørgsmålet er dog bare om nyindkøbene kræver tilvænningstid – hvilket er tid, som Hoffenheim ikke har. Dog kan Polanski gå direkte ind på holdet fra dag et.
Fem boblere til listen:
1. David Abraham, fra Getafe til Hoffenheim
Endnu en nytilkommen Hoffenheim-spiller indtager listen. Denne gang dog blot blandt boblerne. Alligevel har Hoffenheim foretaget et godt køb i form af den 26-årige argentiner David Abraham. Han kommer fra et fejlslagent ophold i spanske Getafe, men har tidligere vist sit værd i schweiziske Basel.
2. Felipe, fra Wolfsburg til Stuttgart
Wolfsburg har afgivet en konkurrent til den danske midtstopper Simon Kjær i form af den 25-årige brasilianer Felipe. Han kommer til Stuttgart på en lejeaftale frem til sommerferien. Felipe slog for alvor sit navn fast i hjemlandet hos Nacional. Nu mangler han at slå igennem i Tyskland, hvilket Stuttgart håber på, at det sker i løbet af dette forår.
3. Sebastien Pocognoli, fra Standard Liege til Hannover
Hannover har hentet en talentfuld og undervurderet back og kantspiller Sebastien Pocognoli i Standard Liege. Belgieren med syv landskampe har igennem mange sæsoner spillet på et højt niveau i Holland og Belgien, hvorfor et skifte til Tyskland har potentialet til at blive rigtigt godt for Pocognoli og Hannover.
4. Raffael, fra Dynamo Kiev til Schalke 04
Schalke 04 har udover at leje Michel Bastos også sikret sig den brasilianske offensivspiller Raffael. Han er et stort navn i Tyskland, efter han i fire sæsoner for Hertha Berlin spillede 140 kampe og scorede 33 mål for klubben. Nu er han tilbage i Tyskland, hvor Schalke venter og skal forbedre deres nuværende ligaposition som nummer seks.
5. Mateo Pavlovic, fra Zagreb til Werder Bremen
Werder Bremen har hentet den kæmpestore forsvarsspiller Mateo Pavlovic fra Zagreb i Kroatien. Den 22-årige stopper har fået en kontrakt frem til 2016, og der er store forventninger til ham i Werder Bremen. Med god grund, for han er anset som et stort forsvarstalent, der også har været på tale i forskellige franske klubber.