Tottenhams manager Harry Redknapp afslører i dag, at David Beckham ønsker at skifte til London-klubben på en lejeaftale.
Den tidligere engelske landsholdsanfører, David Beckham, ønsker at vende tilbage til Premier League, for at forøge sine muligheder for igen at være en del af det engelske landshold. Det bekræfter Tottenham-manager Harry Redknapp.
“Han (David Beckham, red.) har fortalt, at han ønsker at spille for Tottenham. Vi skal dog være hurtige til at få aftalen i stand. Jeg har givet opgaven videre til andre i klubben, og de taler med de rette mennesker lige nu,” forklarer Redknapp ifølge BBC, og han uddyber:
“Han kan komme til at påvirke de yngre spillere i klubben positivt, og vi mangler en til at tage sig af højrekanten, eftersom David Bentley bliver skadet hver fredag, så det er slet ikke til diskussion.”
Ifølge Sunday Mirror tjener 35-årige Beckham dagligt 250.000 kroner hos Los Angeles Galaxy, men såfremt en lejeaftale på tre måneder kan komme i stand med Tottenham, vil han gerne sætte sin løn ned til 145.000 kroner om dagen.
Dermed vil han blive den bedst lønnede spiller i klubben. Men klubbens ledelse er ikke afskrækket, idet man vurderer, at man kan tjene godt ni millioner kroner ekstra i indtægter på David Beckhams brand.