Den 19-årige Andre Wisdom har sat sin signatur på en kontraktforlængelse hos Liverpool. Nu er kontrakten af længerevarende karakter, oplyser klubben.
Den 19-årige forsvarsspiller Andre Wisdom, der i denne sæson har fået spilletid på Liverpools førstehold, har forlænget sin kontrakt med klubben.
De oplyser ikke den præcise længde på den nye kontrakt, men siger i stedet at den er ’længerevarende’. En forlængelse lå i kortene hos talentet.
”Det var en let beslutning at tage – så snart de tilbød den til mig, modtog jeg muligheden med begge hænder, fordi det er en rigtig god klub, og jeg vil bare fortsætte med at spille for Liverpool,” udtaler unge Wisdom til klubbens hjemmeside.
Denne sæson har været lidt af et gennembrud for Liverpools nummer 47. Han har spillet tretten kampe i den røde trøje, siden debuten i Europa League mod Young Boys.