Manchester United har holdt hemmelige møder med Dries Mertens, der tøver med at forlænge sin kontrakt med Napoli, skriver italiensk avis.
Dries Mertens nettede tirsdag mod Real Madrid i Champions League – og dét med at score mål er ikke uvant for den belgiske offensivspiller. 18 kasser har han lavet i denne Serie A-sæson hidtil, og titlen som Napoli-topscorer sidder han solidt på.
Derfor har italienerne også tilbudt Dries Mertens en ny kontrakt, men ifølge Il Mattino tøver Mertens med at underskrive den, da han vil se sine muligheder an for at skifte i sommerens transfervindue, hvor flere storklubber efter sigende byder sig til.
Én af dem er Manchester United, skriver den italienske avis, der mener at vide, at De Røde Djælve allerede har holdt et møde med Dries Mertens’ repræsentanter i denne uge. Mødet omhandlende et sommerskifte, varede i to timer og fandt sted på et hotel i Napoli, skriver Il Mattino.
29-årige Dries Merterns nuværende kontrakt løber frem til sommeren 2018.