Vanvidsrygte: John Terry skal være spillende træner i Brøndby

0

Brøndby IFChelsea-stjernen, John Terry, bliver tilbudt jobbet som spillende træner i Brøndby, erfarer engelske The Mirror.

35-årige John Terry er færdig i Chelsea til sommer, når hans kontrakt med London-klubben udløber.

Færdig med fodbold er den engelske stopper dog ikke, og ifølge The Mirror kan Terrys fremtid ligge i Danmark og Brøndby.

Avisen skriver nemlig, at Vestegnklubbens pengestærke bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, er gode venner med John Terry og vil prøve at lokke ham til Superligaen efter denne sæson.

Og angiveligt har Jan Bech ikke tænkt sig, at stjerneforsvarsspilleren kun skal bidrage på banen – han vil således tilbyde Terry jobbet som spillende træner.

Auri Skarbalius sidder netop nu i trænersædet på Brøndby Stadion. Her bliver han siddende frem til sommer som den midlertige afløser for Thomas Frank, der forlod posten i den forgangne uge.

Dermed er vejen banet for John Terry som spillende træner, men Brøndby kan se frem til stor konkurrence om Chelsea-profilen.

Allerede nu har han nemlig tiltrukket sig stor interesse fra Mellemøsten og Kina, hvor pengene formentlig er større end i Brøndby.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE