Viborg og Alhaji Gero er blevet enige om at stoppe samarbejdet med øjeblikkelig virkning.
Alhaji har haft lang vej til startopstillingen i Viborg i efterårssæsonen, hvor det kun er blevet til otte indhop for den 22-årige nigerianer.
Det tager både Viborg og angriberen nu konsekvensen af og stopper samarbejdet med øjeblikkelig virkning.
“Vi har diskuteret tingene og er i fællesskab enige om, at denne løsning er den bedste for begge parter. Vi siger tak for indsatsen i Viborg og ønsker Gero og familien held og lykke med fremtiden,” siger direktør, Morten Jensen, til klubbens hjemmeside, mens Gero fortsætter:
“Jeg har været glad for at være i Viborg, men jeg vil også gerne spille mere, end jeg har gjort. Sådan er fodbold, og jeg er glad for, at vi er enige om denne løsning. Jeg ønsker alle i klubben det bedste.”
Alhaji Gero havde oprindeligt kontrakt frem til sommeren 2018.