Manchester United kunne fredag meddele, at holdets anfører Nemanja Vidic forlader klubben, når hans kontrakt udløber til sommer.
Manchester United har nydt godt af Nemanja Vidic’ kvaliteter i forsvaret. Men til sommer er det slut.
United kunne i dag meddele, at serberen har besluttet sig for at forlade klubben, når hans kontrakt udløber. Dermed vil parterne blive skilt efter otte år.
“Det er det sidste år af min kontrakt, efter otte fantastiske år i klubben. Min tid i denne fantastiske klub vil altid stå som den bedste i min karriere,” forklarer Vidic til klubbens hjemmeside.
Det ligger endnu ikke fast, hvor Vidic fortsætter karrieren, men han er senest blevet kædet sammen med italienske Inter.