
Foto: Shutterstock
Georginio Wijnaldum skiftede i sommerens transfervindue fra Liverpool FC til Paris Saint-Germain på en fri transfer.
Den hollandske midtbanespiller forklarer til franske L’Equipe, at han kraftigt overvejede at blive i Liverpool FC.
“For flere måneder siden havde jeg tanken om at blive i Liverpool, men uden at gå yderligere i detaljer, så gav Liverpool mig ikke følelsen af, at de ønskede at beholde mig,” siger Georginio Wijnaldum til L’Equipe og tilføjer:
“I sådan et tilfælde skal du videre. FC Barcelona kom. Jeg var virkelig glad, for som de fleste hollandske spillere har det været min drømmeklub, siden jeg var barn, selvom jeg må indrømme, at mit idol var Zinedine Zidane, som spillede i Real Madrid.”
“Jeg havde en virkelig god fornemmelse af at skrive under med Barca. Men forhandlingerne tog lang tid, og så kom PSG til. Klubben har vist mig, at de ønskede at vise mig tillid. Det var på tide, at jeg prøvede noget andet.”
30-årige Georginio Wijnaldum har fået kontrakt til sommeren 2024.
Han kom til Liverpool fra Newcastle i sommeren 2016 for 27,5 millioner euro.