
Foto: Shutterstock
Roman Abramovich har besluttet sig for at sælge Chelsea FC. Det bekræfter han onsdag.
Abramovich har været under et massivt pres, grundet sit tætte forhold til Vladimir Putin.
“Som jeg tidligere har sagt, så har jeg altid taget mine beslutninger med Chelseas interesser for øje. I den nuværende situation har jeg derfor besluttet at sælge klubben, da jeg mener, at det er i den bedste interesse for klubben, fansene, de ansatte samt klubbens sponsorer og partnere,” skriver Roman Abramovich i en meddelelse på klubbens hjemmeside.
Han tilføjer, at han ikke vil stresse et salg igennem, men ønsker at sikre en ordentlig proces. Han ønsker heller ikke at bede om at få nogle af lånene til klubben tilbagebetalt.
“Dette har aldrig handlet om forretning eller penge for mig, men det har kun handlet om passion for spillet og klubben,” tilføjer han.
Ifølge The New York Times, så lyder lånene ikke på et lille beløb. Der skulle være tale om lån på hele 13,4 milliarder kroner.
Abramovich uddyber, at han har opsat en velgørende fond, hvor nettooverskuddet fra klub-salget vil blive doneret og derefter komme ofrene for krigen i Ukraine til gode, både på den korte og lange bane.
“I skal vide, at dette har været en utroligt svær beslutning at træffe, og det piner mig at skille mine veje med klubben på denne måde. Men jeg er overbevist om, at det er i klubbens interesse.”
“Jeg håber, at jeg kan besøge Stamford Bridge en sidste gang og sige farvel til jer alle sammen. Det har været et privilegium, og jeg er stolt over alle vores fælles bedrifter. Chelsea og klubbens fans vil for altid være i mit hjerte,” skriver Abramovich.
55-årige Roman Abramovich har ejet klubben siden 2003. Ifølge The Telegraphs oplysninger, så lyder købsprisen på fire milliarder pund, svarende til omkring 36 milliarder kroner.
Abramovich har været med til at vinde følgende trofæer i Chelsea-tiden:
5 x Premier League
5 x FA Cup
3 x EFL Cup
2 x Champions League
2 x Europa League
2 x Community Shield
1 x Klub-VM
1 x Super Cup