Nedrykkerne Silkeborg IF har fundet deres nye træner til at få en hurtig tilbagevenden til Superligaen. Manden er Jesper Sørensen, som har været assistent i AGF.
Viggo Jensen forlader til sommer Silkeborg, og derfor stod midtjydernes trænersæde til at stå tomt, men nu er afløseren for Viggo Jensen fundet.
Det bliver den 39-årige nuværende assistenttræner i AGF, Jesper Sørensen. Han bliver nu prøvet af som cheftræner i Silkeborg, hvor han har fået en toårig kontrakt.
”Vi er meget glade for den aftale, det er lykkedes os at lave med Jesper. Han er et af landets største trænertalenter, og han har høstet erfaring på højeste niveau som assistenttræner i AGF i de seneste fire år,” siger sportschef Peder Knudsen i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Han vil tilføre vores trup en frisk tilgang til måden at spille fodbold på og kommer til Silkeborg med helt ny energi. Det får vi brug for i vores målrettede indsats for at vende hurtigt tilbage til Superligaen,” uddyber Peder Knudsen.
Jesper Sørensen har fungeret som assistenttræner i AGF siden 2009 og har tidligere været aktiv spiller i Ikast FS, FC København, AB og AGF af flere omgange.