
Foto: Shutterstock
FC Barcelona kan glæde sig over at hente en erstatning udenfor transfervinduet, fordi Ousmane Dembélé er blevet langtidsskadet, men det efterlader Leganés som en kæmpe sorteper. Læs chefredaktør Casper Lohses holdning til, hvorfor reglen er unfair her.
FC Barcelona har fået lov til at hente en erstatning for langtidsskadede Ousmane Dembélé, hvilket virker som en fuldkommen unfair regel, som det spanske fodboldforbund har strikket sammen.
Spidserne i forbundet har tydeligvis drukket lidt for meget Cava, da den regel blev strikket sammen. Lad mig forklare, hvorfor jeg mener, at reglen er unfair.
Sådan lyder skades-transferklausulen
FC Barcelona er den første case, hvor reglen for alvor kommer i brug hos en storklub, og reglen lyder, at klubberne i de to øverste ligaer i La Liga-regi, har mulighed for at ansøge om at hente en spiller udenfor transfervinduet, forudsat at flere specifikke betingelser er opfyldt.
Den første er at den købende klub har en langvarig skade, som mindst holder deres spiller ude i fem måneder. Dette skal dokumenteres af lægefaglige eksperter.
Hvis dette er tilfældet, kan den købende klub indgive en ansøgning til La Ligas lægekommission om at skrive under med en erstatning, som skal spille på samme position, vel at mærke.
Herunder følger en række regler mere; Spilleren må kun hentes i en anden klub, som er en del af La Liga. Derudover må spilleren heller ikke benyttes i europæisk sammenhæng, da registreringsfristen allerede er udløbet.
Barca har kendt til situationen længe
FC Barcelonas Dembélé pådrog sig en skade i slutningen af november sidste år, som altså har holdt ham ude siden da. Dermed vidste Barca, at han (med al sandsynlighed) ikke ville kunne komme i aktion mere i indeværende sæson allerede i januar-transfervinduet.
Derfor virker det mystisk, at de ikke gjorde mere for at eventuelt bare at leje en erstatning for ham i netop januar-transfervinduet, hvor mulighederne var mange flere.
Barcas manglende handling i januar-transfervinduet gør, at de nu er blevet tvunget til at udnytte denne unfair transferregel i spansk fodbold.
Hvorfor er reglen unfair?
Reglen er unfair, fordi den bringer den sælgende klub i en frygtelig situation. Klubben har nemlig ikke mulighed for selv at købe en erstatning, da transfervinduet er lukket.
Leganés har efter sigende kontaktet La Liga for at bede om lov til at hente en erstatning for danske Martin Braithwaite, men det vil jeg gerne æde min gamle hat på at de ikke får lov til.
Og hvis de gjorde, så skulle de sandsynligvis bruge en stor sum penge på at købe en spiller fri via en frikøbsklausul, som Barca efter alt at dømme også ender med at gøre i Braithwaites tilfælde, fordi en sælgende klub aldrig ville gå af med deres profil uden selv at kunne hente én.
Men lad os sige, at det spanske fodboldforbund tillod, at den sælgende klub også måtte hente en afløser for den profil, som de var nødsaget til at sælge, så ville det skabe en gigantisk og kaostisk dominoeffekt af klubber, som skulle finde en erstatning for en erstatning, så at sige.
Desuden vil det altid gå udover de små klubber, fordi de har de laveste frikøbsklausuler på deres spillere, eftersom spillerne gerne vil have en mulighed for at blive solgt videre senere.
I Leganés’ tilfælde, som ser ud til at blive sorteper i denne sammenhæng, så er Martin Braithwaite den eneste angriber i den nuværende trup, som har fundet vejen til netmaskerne i denne sæson.
Braithwaite har scoret seks mål og leveret tre assists i 24 kampe i denne sæson, mens de fem andre angribere har et stort, rundt 0 placeret ved deres målstatistik.
Leganés ligger i øjeblikket under nedrykningsstregen på en 19.-plads, og Braithwaites exit kan meget vel være dråben for klubbens eksistens i La Liga, hvis de andre angribere ikke for alvor snører støvlerne og retter sigtekornet ind.
Hvad mener du om denne særprægede transferregel, som ingen andre lande har
– er den fair eller unfair? Del din kommentar herunder.
2 kommentarer
Tillader denne regel ikke at Barcelona blot lejer en spiler sæsonen ud istedet for at købe??
Alle spekulerer jo i de blot vil sælge ham til sommer da de ikke ønsker at gøre brug af ham på længere sigt. Umiddelbart giver det derfor ingen mening med et køb, da Leganes vel sikkert ville foretrække et kort lejeophold end helt at miste deres succesfulde angriber?
Hej Bjørn. Så vidt jeg er informeret, så måtte de kun købe. Og i det ligger også, at Leganes ALDRIG ville indgå en lejeaftale udenfor transfervinduet. Købet er kun gået igennem, fordi han havde en frikøbsklausul, som Barca matchede. Ellers havde handlen aldrig fundet sted på dette tidspunkt.
En lejeaftale giver ingen mening i Leganes’ situation, da de pt. er under nedrykningsstregen og hvis de rykker ned, så ville de højst sandsynligt have været tvunget til at sælge Braithwaite alligevel, mens de ville have fået betydeligt mindre for ham. // Casper.