FC Københavns svenske forsvarsprofil, Mikael Antonsson, melder sig i rækken af spillere, der forlader løverne i sommerpausen, når kontrakten udløber.
FC Københavns forsvar bliver nu yderligere svækket forud for næste sæson. Ledelsen har allerede kendskab til, at backerne Oscar Wendt og Zdenek Pospech er fortid i klubben, når deres kontrakter udløber til sommer.
Nu har endnu en profil i bagkæden offentliggjort, at han forlader løverne i sommerpausen. Der er tale om svenske Mikael Antonsson, der beskriver valget som en hård beslutning.
Læs også: Transfer-analyse: De forlader FC København
“Det er en hård beslutning, for jeg har haft de fire bedste år i min karriere. Men det er slut i FC København til sommer,” forklarer 30-årige Antonsson til Ekstra Bladet, og han uddyber:
“Jeg har det fantastisk i København, og det ville være den nemme løsning at blive. Men jeg må tænke på, at min næste kontrakt også kan blive den sidste, og med de præstationer, jeg og holdet har leveret i Europa, tror jeg også på, at den kontrakt kan blive med en klub i en af de største ligaer.”
Antonsson fortæller derudover, at han anser Sölvi Ottesen som den oplagte afløser for ham i midterforsvaret. I forhold til fremtiden, vil den tidligere Panathinaikos-spiller gerne slå fast, at han ikke har nogen intentioner om at vende tilbage til græsk fodbold.
Men udover dette fravalg, har Antonsson endnu ikke gjort sig tanker om en kommende arbejdsgiver.