
Foto: Shutterstock
London-storklubben Arsenal ser ud til at vinde transferduellen om Shakhtar Donetsk-kometen Mykhaylo Mudryk, som også har været jagtet af Newcastle.
På det seneste har Premier League-topholdet Arsenal været sat i forbindelse med 21-årige Mykhaylo Mudryk, som er en vigtig profil i Shakhtar Donetsk.
Foruden The Gunners har også Newcastle været kædet flittigt sammen med kantspilleren, og nu ser kapløbet ud til at være afgjort.
I hvert fald melder Mirror, at Arsenal vinder kampen om den ukrainske landsholdsspiller, og det bliver endda med en klækkelig rabat.
Der har således været meldinger om en pris på op mod 90 millioner pund, men Mikel Arteta og co. får ham til en markant lavere pris.
Mirror skriver således, at Arsenal skal punge ud med 40 millioner pund, svarende til ca. 346 millioner kroner.
I denne sæson har Mykhaylo Mudryk samlet set spillet 18 gange for Shakhtar Donetsk, hvor det er blevet til ti mål og otte assists.