Brøndby IF er meget tæt på en aftale med Celtic om et køb af den finske angriber Teemu Pukki. Det skriver Ekstra Bladet i dag.
Brøndbys sportschef, Per Rud, har arbejdet hårdt i den senere tid på at få en permanent aftale i stand med Celtic om et køb af den finske angriber Teemu Pukki.
Finnen var på en lejeaftale i klubben i den forgangne sæson, men Vestegn-klubben ønskede ikke at betale det beløb som købsoptionen lød på.
Derfor har Per Rud arbejdet på at forhandle Celtic ned i pris, og parterne skulle nu være meget tæt en aftale, skriver Ekstra Bladet.
“Jeg kan sige, at vi bestemt ikke har opgivet Pukki. Vi er stadig i dialog med Celtic, men vi vil bare ikke betale overpris for ham,” fortæller Rud til Ekstra Bladet.
Ifølge avisen skal Brøndby betale fem millioner kroner for 25-årige Pukki.