
Foto: Shutterstock
Premier League-klubben Tottenham ser ikke ud til at sikre sig RB Leipzig-cheftræner Julian Nagelsmann, men kigger i stedet mod Brendan Rodgers og Erik ten Hag.
Tottenham fyrede som bekendt manager José Mourinho for nylig, og det betyder, at man skal ud og finde en kompetent erstatning for portugiseren.
Alle meldinger tyder på, at RB Leipzig-cheftræner Julian Nagelsmann, der skulle have haft Tottenhams interesse, ender i Bayern München.
Spurs må altså kigge på alternativer, og ifølge den engelske avis The Telegraph har man især to navne på radaren.
Det drejer sig ifølge avisen om Leicester-manager Brendan Rodgers og Ajax-cheftræner Erik ten Hag, der begge har haft succes i denne sæson.
Ajax ligger på førstepladsen i den hollandske række, hvor de i denne sæson under Erik ten Hag har tabt bare to ud af 30 opgør.
Leicester indtager i skrivende stund en tredjeplads i Premier League, hvor man kæmper om at kvalificere sig til Champions League.